Chianti Classico DOCG + Riserva

Chianti Classico er et af de stærkeste vin-brands fra Italien, måske endda i hele verden. Chianti, beliggende i det centrale Toscana, er en motor for italiensk vin - både hjemme og ude. Vinene har en lang historie og tradition bag sig, og kan roligt betegnes som klassisk italiensk.

Vine som må bære Chianti Classico navnet, er alle DOCG-vine. Altså vine fra Chianti Classico området, som har fået den højeste italienske klassifikation.

Historie:

Der er lavet vin i Chianti området siden 500 f.kr. Dengang beboede Etruskerne området. Amfora rester fra regionen viser, at toscansk vin blev eksporteret til Syditalien og Gallien allerede i det 7. århundrede f.Kr., før begge områder selv begyndte at dyrke druer vinstokke. Fra det romerske imperiums fald og gennem middelalderen var klostre de vigtigste udbydere af vine i regionen. Efterhånden som de aristokratiske og købmands klasser opstod, overtog de jordbrugs systemet, kendt som mezzadria. Dette system tog sit navn fra arrangementet, hvorved landejeren giver jorden og ressourcerne til plantning i bytte for halvdelen ("mezza") af den årlige afgrøde. Mange landejere i Chianti-regionen ville lave halvdelen af druehøsten til vin, der ville blive solgt til købmænd i Firenze. Den tidligste reference for florentinske vinhandlere dateres til 1079 med at lav for vinhandlere, der oprettes i 1282. En af de første gange man støder på navnet "Chianti", er i 1384 hvor Radda var hovedby i "Lega del Chianti" (en militær liga), og deres symbol var den sorte hane - "Gallo Nero" - idag varemærket for Chianti Classico.

I 1700-tallet blev frøene til den moderne Chianti-industri plantet. I 1716 udstedte Cosimo III de' Medici, Storhertugen af Toscana, en bekendtgørelse om grænserne, der i sidste ende ville blive til hjertet af Chianti Classico regionen. Den nøjagtige sammensætning og druesorter, der bruges til at lave Chianti på dette tidspunkt, er ukendt. Der kan findes spor om, hvilke druesorter var populære på det tidspunkt i skrifterne fra den italienske forfatter Cosimo Villifranchi, som bemærkede, at Canaiolo var en udbredt sort i området sammen med Sangiovese, Mammolo og Marzemino. Det var først, da den italienske statsmand Bettino Ricasoli formulerede en opskrift, at den moderne "Chianti" tog form.

1800-tallet og frem:

En af de mest indflydelsesrige figurer i Chianti-historien er den italienske statsmand Barone Bettino Ricasoli, der skabte Chianti-opskriften, der senere er kanoniseret i DOC-forskrifter. Han begyndte at eksperimentere i hans vingård og kælder med, hvilke druer producerede de bedste vine på hans ejendom. Hans besluttedede sig til sidst på en blanding af tre toscanske druer - Sangiovese, Canaiolo og Malvasia. Ricasoli vælger Sangiovese til at være basis for Chianti, fordi den giver de mest aromatiske vine. Canaiolo bringer frugtighed til vinen, og blødgør tanninerne i Sangiovese uden at mindske aromaterne. Tilsætningen af hvidvindruen Malvasia var for, at tilvejebringe yderligere blødgøring. Vinekspert Hugh Johnson bemærker, at forholdet, som Ricasoli beskriver mellem Sangiovese og Canaiolo, har paralleller til hvordan Cabernet Sauvignon blødgøres af frugten af Merlot i den klassiske Bordeaux-blanding.

1924-Chianti Classico Consorzio stiftes:

Den 14. Maj 1924 stiftes det første "Consorzio Vino Chianti Classico". Konsortiet har fra sin grundlæggelse haft som fundament, at beskytte, overvåge og udvikle Chianti Classico betegnelsen. Fra begyndelsen i 1924 til dagens Consorzio Vino Chianti Classico har organisationen ændret sit navn og design af dets logo, men dets varemærke har altid været det historiske symbol "Gallo Nero" (sort hane). I 1932 besluttede man, at lave helt nye og større optegnelser over området. De toscanske vine uden for den gamle Chianti-zone, havde meget tilfælles med vine inde i zonen. Ændringen betød, at det gamle "Chianti" nu blev til "Chianti Classico" og voksede en smule. Det har denne størrelse i dag, 70.000 hektar, der ligger placeret mellem Firenze og Siena. Arealet svarer til ca. en fjerdedel af Fyn.

I forbindelse med de nye grænser, fik en del vinproducenter i et stort område uden for den gamle Chianti-zone ret til at kalde deres vine for Chianti. Der blev oprettet syv nye Chianti-zoner. De grænser i flere tilfælde op til Chianti Classico. De zoner, der kun hedder "Chianti" i dag, dækker et stort område af Toscana. Det giver vinbønderne i disse områder, mulighed for at markedsføre deres vin under et kendt brand. Men det betyder også at navnet "Chianti" ikke nødvendigvis er lig med en vin, der er produceret at de bedste druer i områder med det bedste mikroklima og det bedste terroir. De bedste og mest berømte Chianti vine, produceres fortsat i den oprindelige Classico zone.

Chianti Classico området:

Chianti Classico er uimodsagt et af verdens bedste vinområder. Det er ikke bare berømt, noget af verdens vin, laves i dette lille område. Det tåler sammenligning med Bordeaux og Bourgogne, hvor verdens absolut dyreste vine produceres. Området er - ligesom det øvrige Toscana - utrolig smukt. Det som har gjort Toscana så berømt, er de fantastisk bakkede områder der fylder landskabet. Det er ikke bare utrolig smukt, det er også utrolig velegnet til vindyrkning. Overalt er der høje, lange bakker, hvor jordbunden er beregnet til vin.

Hele Classico området er overordentlig frodigt. Pga de gode betingelser, er alle syd/sydvest vendte skråninger tilplantet med vin. De mindre attraktive skråninger er tilplantet med noget andet. Der er selvfølgelig også steder med knap så god jordbund, og her dyrker man andet landbrug, oliven eller det er tilplantet med skov. Netop jordbunden er en af årsagerne til vinproducenternes flotte resultater. Jorden i dette område er meget rig på mineraler og kalk. Det giver en hel række fordele.

• Der er mange sten i jorden, som absorberer varme om dagen. Denne varme holder vinstokkens rødder varme om natten, selvom luften er kold og køler druerne ned.
  
• Jordbunden er lys blandet med lyse sten. Dette gør at solens stråler reflekteres op på druerne, der får endnu mere lyspåvirkning. Druer som får større lyspåvirkning, producerer en kraftigere skal for at beskytte sig. Det giver en større mænger tannin i den færdige vin, og giver langtidsholdbare vine, der udvikler sig bedre over tid.
  

Det meget bakkede og omskiftelige landskab, giver en hel række forskellige 'mikroklimaer'. Det kan regne i en dal, mens nabodalen oplever tørke. Der er derfor stor forskel på vinene fra de forskellige regioner. Og fra det nordlige til det sydlige område. Helt ned til de enkelte marker, kan der være forskel på, hvilke betingelser vinene dyrkes under. Det gør det til et meget interessant område, hvor der virkelig er muligheder for, at producere unikke vine. Hvert af de navngivne områder i Chianti Classico, har sin egen smagsprofil. Nedenfor en opremsning af de vigtigste områder og deres særkende. Men det er selvfølgelig kun nogle generelle oplevelser - der dog kan karakteriseres som tommelfingerregler. Som beskrevet ovenfor kan vinene variere fra mark til mark, selv på den samme ejendom.

Greve-in-Chianti.
• Jordarter med rigeligt indhold af ler og kalk.
• Delikate vine, allerede temmelig udtryksfulde selv når de er unge. Kan som regel modnes med elegance.
• På dette område finder man to store underzoner fra Chianti Classico: Lamole og Panzano (jorden her er rig på ler og galestro).
• Markerne fra Panzano giver ofte kraftigere vine. Meget runde, lidt mindre elegante, men til gengæld med god koncentration og mineralitet.

Radda-in-Chianti.
• Måske et af de ældste områder i Chianti Classico zonen.
• Jord med stor rigdom på alberese.
• Nervøse vine, der er i stand til lange perioder af aldring.
• Ses ofte som de mest klassiske og lette vine i området. Kan føles tyndbenede for nogle, mens de for andre repræsenterer klassisk Sangiovese i sin fineste form.

Castellina-in-Chianti.
• En ægte "Hilltop" Chianti Classico produceres her. Vinstokke er plantet op til 600 meter.
• Jord rig på alberese, såvel som ler og galestro, i den sydlige del af området.
• Fra de flade områder ses ofte lidt mindre koncentration i vinen, men smagen er Chianti og brug af små egetræsfade (for hurtigere at give vinen fadpræg) ofte giver fornuftige resultater.

Gaiole-in-Chianti.
• Brogede vine med en god tilstedeværelse af galestro men også tuff, en geologisk struktur som giver elegance til vine.
• En af zonerne med de højeste højder i hele Chianti Classico produktionsområdet.
• Meget ekspansiv zone, rig på et stort antal variabler der påvirker de vine, der produceres her.
• Vine fra Gaiole har kraft og koncentration. Der er fylde, men oftest ikke stor elegance. Der laves glimrende moderne Riservaer i området.

Chianti Classico DOCG

DOCG (Denominazione di origine controllata e garantita) er den højeste klassificering i det italienske system. Reglerne indenfor dette system fastsættes af 'Consorzio del Vino Chianti Classico' og sikrer en række ting. DOCG dækker oftest meget klassiske vine fra en bestemt egn. Det lokale konsortium garanterer at druerne er høstet lokalt og overholder de - ofte ret strenge - retningslinjer. Her kommer en række regler en Chianti Classio vin skal overholde for, at opnå DOCG status.

• Hoveddruen skal være Sangiovese - minimum 80%.
  
• Kun godkendte druer må blandes i vinen. Det gælder de lokale toscanske druer; Canaiolo, Colorino, Syrah, samt internationale som; Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot.
  
• Druerne skal dyrkes indenfor Chianti Classico zonen.
  
• Vinen skal lagre minimum 10 måneder. - for Riserva er det 24 måneder, og
  
• Vinen skal have mindst 12% alkohol. - for Riserva er det mindst 12,5% alhohol
  
• Flasken skal være af Bordeaux-typen eller "Fiasco" - den klassiske Chianti flaske med bast.
  

Derudover er der en hel række krav om høstudbytte, hvor meget vingården må producere totalt. Alle disse regler er til for, at sikre en høj minimumskvalitet. Chianti Classico konsortiet udfører i det hele taget en masse arbejde, for at opnå succes for den lokale vin. De er også aktive i udviklingen af Chianti vinen, bla. som aktiv ejer af 4 vingårde i området. Her forskes og eksperimenteres for, at kunne fremstille og tilbyde en endnu bedre vin. Derfor revideres DOCG reglerne også fra tid til anden.

Alle Chianti Classico vine kan spores. Producenten modtager fra konsortiet et bestemt antal banderoler, der passer til det antal flasker han er godkendt til at producere. Hver banderole har et typenummer og et løbenummer, der gør vinen sporbar. Uanset hvilken Chianti Classico man har købt, kan man på Chianti Classico-konsortiets hjemmeside spore vinen og se bl.a. en kemisk analyse af den.

Sangiovese-baserede vine har lagrings-potentiale. Men langt de fleste Sangiovese-vine er beregnet til at blive forbrugt relativt tidligt i deres liv. Vine med det længste lagringspotentiale er Super Toscanere og Brunello di Montalcino vine, der kan lagre op til 20 år i ideelle årgange. Disse præmie-vine kan have brug for 5 til 10 år for at udvikle sig, før de er drikbare. Chianti Classico potentialet er meget variabelt afhængigt af producenten, årgang og underzone i Chianti-regionen som den produceres i. Basis Chianti er beregnet til at blive konsumeret inden for 3 til 4 år, mens de bedste eksempler på Chianti Classico Riserva kan udvikle sig i 15 år.

Mad og Chianti Classico:

Sangiovese's høje surhedsgrad og moderate alkoholpct. gør den til en meget madvenlig vin, når det kommer til mad- og vinsammensætning. En af de klassiske parringer i det italienske køkken er tomatbaseret pasta og pizza saucer med en basis Chianti Classico. Kan også sagtens parres med retter af svin og kylling. Kraftig Chianti (Riserva) eller dem med en mindre andel af den stærke Cabernet Sauvignon blandet i, kan fremhæve smag af forholdsvis blide retter som farsbrød og stegt kylling. Urte krydring med basilikum, timian og salvie passer godt til druerne. Chianti/Sangiovese, der har været udsat for længere fadlagring, parrer godt med grillet og røget mad.